tre temaer udgør rammerne for at opnå støtte fra innobooster
Uanset om du søger støtte fra Innobooster til at udvikle et nyt produkt, en ny service eller på en væsentlig ændring i din virksomheds produktions‐ eller arbejdsprocesser, skal dit udviklingsprojekt falde ind under et af Innovationsfondens tre temaer, som er beskrevet nedenfor.
Ansøgningen skal derfor beskrive, hvordan projektet bidrager til det valgte tema. Relevans og bidrag til temaet vil indgå som kriterie i vurderingen af ansøgningen.
1. Ambitiøs og varig grøn teknologiudvikling og innovation
Dansk forskning og innovation skal bidrage til at løse de store og svære udfordringer, som er afgørende for at nå i mål med regeringens grønne målsætninger. Innovationsfonden investerer derfor i vidensbaserede innovationsprojekter, som kan udvikle de grønne teknologier og løsninger, der er brug for til at omstille Danmark til en bæredygtig fremtid, hvor vi reducerer udledningen af drivhusgasser, værner om vores miljø og natur og skaber et dansk, grønt erhvervseventyr.
Dette gælder grønne projekter inden for energiproduktion og –effektivisering, landbrug og fødevareproduktion, transport, miljø og cirkulær økonomi, natur og biodiversitet samt bæredygtig adfærd og samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringerne. Centralt for de projekter, der kan støttes, er, at de bidrager væsentligt til den grønne omstilling, og at forventningerne til disse bidrag kan tydeliggøres i ansøgningerne.
2. Life science, sundhed og Velfærdsteknologi
Innovationsfonden understøtter Danmarks stærke viden- og forskningsposition inden for life science, sundhed og velfærdsteknologi ved at investere i forsknings- og innovationsprojekter, der udvikler løsninger og teknologier, som gavner borgernes sundhed, virksomhedernes bundlinje og Danmarks internationale konkurrencekraft.
Fonden investerer i udfordringsdrevne sundhedsprojekter på alle trin i forsknings- og innovationsværdikæden, som kan drive den fremtidige sundhedsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige udvikling fremad.
Innovationsfondens investeringer kan bl.a. bidrage til ny viden om og udvikling af ny sundheds- og velfærdsteknologi, effektivisering af service i den offentlige sektor, forbedringer af forebyggelsestilbud og behandlinger i primær- og sygehussektoren samt psykiatrien og nedbringelse af ulighed inden for sundhed.
Fondens investeringer skal også bidrage til at styrke den kliniske forskning i Danmark for bl.a. at understøtte kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsnet, herunder god patientbehandling. Fonden kan også investere i klinisk forskning, som bidrager til udviklingen af personlig medicin, udvikling af det digitale sundhedsområde, herunder
sundhedsdataområdet, kunstig intelligens og øget virtuel og teknologisk brug ifm. afvikling af kliniske forsøg.
3. Strategisk og udfordringsdrevet innovation inden for nye teknologier
Innovationsfonden investerer i forskning og udnyttelsen af de teknologiske muligheder og innovation, som kan bidrage til at skabe vækst og værdi i Danmark. Fondens investeringer skal skabe grobund for, at danske virksomheder og udenlandske virksomheder placeret i Danmark kan udvikle produkter og nye videnbaserede løsninger, der bidrager til vækst og beskæftigelse i Danmark.
Investeringerne kan bl.a. understøtte udviklingen af robot- og droneteknologi, avanceret måle- og sensorteknologi og anden automatiseret produktionsteknologi. Innovationsfonden investerer også i projekter, som bidrager til udviklingen af det digitale område, herunder kunstig intelligens og digital omstilling. Det gælder også projekter, som skaber ny viden om digitaliseringens betydning for mennesker og samfund.
Fonden kan desuden investere i projekter, som bidrager til at skabe bedre og mere skånsomme arbejdspladser i Danmark til gavn for medarbejderne og virksomhedernes bundlinje via f.eks. forskning i fysisk, psykisk og kemisk arbejdsmiljø.